Jeg besluttede
efter VM i 2015 at jeg fremadrettet ville tage et mesterskab af gangen af
hensyn til mine albuer og generelt sarte krop. Jeg besluttede at EM 2016 var et
go, og der blev kørt hårdt på dog med et lidt andet set-up end vanligt. Min
krop havde svært ved og holde til at køer både tunge træk og tunge stød samme
dag, så hele perioden frem imod EM var de tunge træk og de tunge stød mere
opdelt, så træk lå fredag og stød lå lørdag. På den måde kunne jeg nå og restituerer
en smule og spare de ømme skuldre fra fredagens træk, inden lørdagen altid bød
på tunge stød. Et set-up som jeg faktisk blev rigtig glad for, da det betød at
jeg havde mindre ondt – hvilket betød klart færre cocktails af ipren og
panodiler …
DM i Aalborg blev
min generalprøve. Generalprøve i den forstand at vi (Roland, Anders og jeg) herefter
skulle sætte os ned og beslutte om samarbejdet gav det resultat som håbet, og lade
det fortsætte frem imod EM eller stoppe mens legen var god. Vi besluttede at
med 77 kg i træk og 95 kg i stød efterfulgt af gode forsøg på hhv. 80 kg i træk
og 98 kg i stød så skulle samarbejdet fortsætte. Der var gode takter og jeg
følte det var det rigtige. Perioden frem i mod EM var hård og mentalt svær. Ét
der blev testet nogle ting teknisk hos Roland hvilket og betød at ikke alle
træninger var lige gode – men heldigvis var de gode klart flere end de mindre
gode. Og to det at have to trænere vil altid have sine udfordringer. Men vigtigst
af alt – det var sjovt og træne igen! De sidste par uger frem imod EM døjede
jeg lidt med min tommelfinger og det blev ikke til mange træk. Ikke ligefrem
den bedste optakt men jeg glædede mig alligevel til at komme afsted. Det blev
april og turen gik til Førde i Norge. Efter et par første shaky og rustne
træninger begyndte jeg faktisk og finde mig til rette – min tommelfinger var
okay og jeg følte mig virkelig klar til og løfte tungt. Dagen kom og det blev
endelig min tur! Vægten var fin, der blev kørt godt med carbs i hovedet og det
var tid til at varme op – og bang så kom jeg ned på gulvet igen. Da jeg tog
stangen i hånden var der noget galt – jeg havde mest af alt lyst til og smide
stangen i frit fald. Min tommelfinger gjorde nas! Jeg vidste ikke rigtigt om
jeg skulle grine eller græde, og det ansigtsudtryk opsnappede Anders godt. Han
kender mig bedre end de fleste, nogle gange bedre en mig selv tror jeg, og var
godt klar over uden behov for og spørge, at det ikke var for sjov. Den normale optapening
af min tommelfinger blev tredobbelt, og jeg gik til præsentation uden og have
haft ret mange løft. Spørgsmålet var: skulle jeg overhovedet løfte? Anders
overlod beslutningen til mig selv, og jeg var ikke i tvivl! Jeg var fandme ikke
taget hele vejen til Førde for at give op! Vi sænkede mine startvægte så meget som
det nu var muligt (20/15 reglen). Det betød en startvægt på 70 kg i træk og 90
kg i stød. De 70 kg kom på plads i andet forsøg, og jeg afstod fra det sidste.
Det var på ingen måde sjovt, og tårerne trillede ude i opvarmningen. Anders
spurgte igen, er du sikker på du skal have dine stød og ikke stoppe her. Jeg
tænkte et sekund og stød det blev. En noget anderledes opvarmning med meget få
opadstød, men de 90 kg kom på plads i første forsøg og jeg kunne afstå fra mine
sidste løft og tage hjem fra Førde og Norge med en to-kamp.
Ugerne efter EM
gik og min tommelfinger blev bedre. Jeg begyndte og løfte igen, men så begyndte
den ene albue og drille. Jeg har efterhånden lært, at det der med og tro at
tingene nok går over af sig selv, ikke er den rigtige løsning. Min albue blev
skannet og hvad jeg havde frygtet blev til virkelighed. Der var nye mus i den
albue som jeg blev opereret i først – og ud skulle de. En operation mere og
hvad så? Skulle jeg fortsætte med vægtløftningen? Skulle jeg holde pause? Skulle
jeg stoppe? Hvor meget kunne jeg blive ved med at holde til, mentalt som
fysisk? Ja, spørgsmålene var mange. Efter mange overvejelser og tårer blev
beslutningen at stoppe min aktive karrierer, det var slut med vægtløftning.
Hva’ så nu? Hvem
var jeg så nu? Hele mit liv havde jeg dyrket sport og brugt det meste af min
fritid på en sport som jeg brændte for. Athletic Fitness? Bodybuilding
og diæt? Ja, hvorfor ikke! Jeg
hyrede Ida Thyrring som min coach og vejleder, og var så klar. Efter nogle
måneder begyndte min motivation og dale lidt, og jeg begyndte at overveje om
det egentlig var det jeg ville. Hvorfor gjorde jeg det? Var min drøm at stille
op til Newcomers 2017? Det var svært og sige stop til vægtløftning - og når jeg
tænker tilbage, så må jeg nok være ærlig og sige at jeg greb ud efter noget nyt
som kunne flytte mit fokus. Om jeg fortryder? Overhovedet ikke! Hvis ikke jeg
havde flyttet mit fokus havde det været endnu hårdere og sige stop, og med
Athletic Fitness fandt jeg en glæde ved bodybuilding, en helt anden
træningsform, og en masse nye bekendtskaber. Det var fedt så længe det varerede.
Et helt nyt liv
venter! Et liv som elitemotionist og studerende venter. At sige stop med
vægtløftning og Athletic Fitness har også betydet at jeg har flyttet fokus fra
min træning til mit erhverv. Hvad er det egentlig inderst inde jeg gerne vil
lave resten af mit liv? Vil jeg side på et kontor og kigge på tal? Nej,
egentlig ikke. Jeg er kontrolmenneske (LÆS: fanatisk) og skal gerne have styr
på mig selv og mit liv. Jeg har solgt min lejlighed (uden og have et nyt sted
og bo ..) og har taget en chance. Det bliver en helt anden tilværelse, og jeg
aner ikke hvad jeg går i møde men jeg er stolt af mig selv, og om godt 3 uger
hedder det Fitnessinstruktøruddannelsen og SU – jeg glæder mig!
2016 blev bestemt
ikke det år jeg havde regnet med, men det behøver ikke at være til det dårlige.
Nogle gange sker tingene af en grund, eller det vælger jeg i hvert fald og tro
de gør. Når enden er god er alting godt – og til trods for de mange optur og
nedture så har 2016 alt i alt faktisk været et meget godt år.
Af hjertet tak
til alle der har fulgt med i årets løb & rigtig godt nytår til jer og jeres
kære!
