Jeg har igennem de sidste knap 6 år viet mere eller mindre hele min fritid til vægtløftning - en sport som jeg for bare lidt over 6 år siden aldrig nogensinde havde troet jeg skulle lave. En sport som jeg aldrig havde troet jeg skulle lave har givet mig nogle oplevelser jeg aldrig havde troet jeg skulle få. Deltagelse ved tre europamesterskaber i træk, deltagelse ved et verdensmesterskab i Houston, where everything is just bigger, samt en masse venskaber og bekendtskaber som jeg den dag i dag ikke vil være foruden.
Selvom vægtløftningen har givet mig rigtig mange gode og fantastiske oplevelser, har det ikke været omkostningsfrit. Min skadeshistorik taler for sig selv, det har ikke altid været lige sjovt og stræbe efter at være champen.
Jeg har været frustreret, arrig, ked af det, fortvivlet, hidsig .. Ja, jeg kunne fortsætte hele vejen igennem følelsesregistret.
Inden VM sidste år tog jeg et valg om at tage et mesterskab af gangen. I perioden frem mod VM bøvlede jeg rigtig meget med mine skuldre og tanken om "hvornår bør jeg stoppe" indtraf for første gang. Jeg besluttede at lade kroppen tale for sig selv, hvis den efter VM havde det godt ville jeg arbejde frem imod EM 2016. Kroppen sagde fortsæt så det gjorde jeg! Lige indtil at kroppen under EM sagde stop. Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt som og stå til et EM og mentalt endelig føle sig klar og så bare ikke kunne gennemfører. Det var en forfærdelig oplevelse, men efter og have fået det hele lidt på afstand, er jeg enormt stolt over mig selv den dag. Jeg sagde stop! Et ord jeg sjældent har sagt til mig selv - hvad jeg ikke har kørt i hovedet af smertestillende piller for og kunne træne, ja for bare og kunne have stangen over hovedet i løbet af de sidste 3 år.
Siden EM tilbage i april har rigtig mange tanker været igennem mit hoved. Men den tanke og det spørgsmål der har fyldt mest er; 3 operationer på 2 år. Er det dét værd? Min krop har sagt stop rigtig mange gange, men min fornuft siger stop nu. Min aktive karrierer som vægtløfter er slut.
Jeg vil gerne sige af hjertet TAK til rigtig mange mennesker! ❤️ Tak til alle jer som har fulgt mig på sidelinjen, tak til min familie som har rejst verden rundt for og se mig løfte, tak til mine træningskammerater som har fundet sig i al min hidsighed og mit hysteri når tingene ikke kørte som jeg gerne ville, tak til Nikolaj for altid og finde tid til mine sidste øjebliksskader og sidst men bestemt den største tak til Anders som har været træneren bag det hele.
Hvad skal der ske nu?! Et nyt kapitel eller måske en ny bog skal til og starte. Hvad det kapitel eller den bog skal indeholde ved jeg ikke endnu. Et nyt mål skal sættes og nye udfordringer skal findes. I'll be back. 🙅🏼
