• • •
Mit EM 2016: En enorm turbulent EM optakt med meget lidt eller nærmest ingen træk og stød i ugerne optil, efterfulgt af tre dage med træninger hvor kurven overraskende kun har peget opad, og bang! så kom jeg ned på jorden igen. Aldrig har jeg været så frustreret, ked af det, lettet og glad på samme tid - det er en usædvanlig underlig følelse, og jeg ved nok egentlig ikke helt hvad jeg skal føle.
Dagene her i Norge har været gode for mig, og min krop og bevægelighed har generelt haft det godt - jeg var endelig for alvor begyndt og glæde mig.
Hvad skete der? Jeg har stillet mig selv samme spørgsmål, og det eneste svar jeg kan komme med er: fuck hvor gjorde det ondt!
Første træk i opvarmningen var forfærdeligt, min tommelfinger gjorde så ondt at tårerne trillede. Efter lidt mere optapening valgte jeg i samråd med Anders og Roland at tage et løft af gangen. Teknisk sad mine løft virkelig godt, jeg havde bare ikke lyst til og have stangen over hovedet. Vi besluttede at tage et træk for og give mig muligheden for, at få mine stød. Sidste opvarmningsløft på 65 kg var lige i skabet, og så var det bare ind på plateauet og gentage på 70 kg - et godt hiv, men en meget passiv arm og stangen kom bestemt ikke på plads. Skulle jeg stoppe eller tage et forsøg mere? Valget var ene og alene mit; jeg skal fandme have de 70 kg. Og det fik jeg!
Opvarmningen til stød gik tiltrods for en noget anderledes opvarmning godt. Til at starte med føltes belastningen og trykket på tommelfingeren godt, så det var bare og gi' den gas. Mine opadstød sad lige fra starten af virkelig godt, og Anders besluttede meget hurtigt at jeg en stor del ad vejen kun skulle lave vendingen for og spare min tommelfinger. Flere kilo betød selvfølgelig også et større tryk på tommelfingeren, og det kunne mærkes. Et kiks på 85 kg i sidste opvarmningsløft, men et godkendt første og eneste forsøg på 90 kg!
I går skulle der kæmpes for det, kæmpes for det mentalt såvel som fysisk. Mange vil sikkert spørge - skulle du overhovedet have løftet? Man kan altid være bagklog, men som det hele har haft udviklet sig så er mit svar ja. Jeg er i dag glad for, at jeg valgte og tage et stød og få en to-kamp med hjem. Jeg har aldrig været typen der giver op fordi det gør ondt, og det gjaldt også i går.
En stor tak til alle jer som har støttet og heppet på mig! ❤️
Og tak til ADD for en toppe min dag med en dopingkontrol. 💉💦✌🏻️
Ingen kommentarer:
Send en kommentar